Danmark skal - som et af de første lande i verden - have et statskontrolleret klimamærke.

For at skabe et troværdigt klimamærke udvikles det i tæt samarbejde med detailbranchen, fødevarebranchen og forbrugerorganisationer.

Nedenfor kan du læse branchens reaktioner, efter at de har overleveret deres anbefalinger til et kommende dansk klimamærke til fødevareministeren.


Coop


I Coop har vi har vi en stærk ambition om at reducere klimaaftrykket og derfor har vi bl.a. gennemført test af et klimamærke i KlimaKvickly i Århus. Resultatet viser, at kunderne efterspørger et klimamærke og føler sig hjulpet af det. Derfor støtter vi helhjertet ambitionen om at udvikle et nationalt dansk klimamærke til fødevarer og er glade for at kunne overrække fødevareminister Jacob Jensen arbejdsgruppens anbefalinger.

Dansk Industri


Det er meget glædeligt, at vi er nået til enighed om hvilke metoder og datagrundlag, der skal lægge til grund for klimamærket. En hjørnesten i en kommende klimamærkning – og i klimakommunikation i det hele taget – er gode data. Det er en hjælp for virksomhederne, at der bliver offentlige data, lavet på et validt, solidt og transparent grundlag, og som er tilgængelige for alle. Det skaber tillid mellem forbrugerne og producenter.

De Samvirkende Købmænd


DSK er stor tilhænger af et nyt klimamærke i en forventning om, at et fælles, offentligt klimamærke vil gøre det nemmere for forbrugerne at træffe klimavenlige valg. Men det vil også motivere producenterne herunder dagligvarehandlen til i højere grad at arbejde hen imod en mere bæredygtig fremtid og reducere vores samlede CO2-aftryk. Arbejdsgruppen har lagt et stort arbejde i den anbefaling, der nu ligger klar, og vi ser frem til at se det endelige resultat og til at få det implementeret i forhold til forbrugerne.

Forbrugetrådet Tænk


Vi ved, at forbrugerne gerne vil handle mere klimavenligt, men at de samtidig synes, det er svært. Vi ved også, at forbrugerne helst vil have en skalamodel, så de nemt kan sammenligne klimaaftrykket på tværs af alle fødevaregrupper. Derfor er vi meget tilfredse med anbefalingen fra arbejdsgruppen, som netop foreslår et skalabaseret klimamærke – det er et vigtigt skridt på vejen mod at mere klima-afbalanceret fødevareforbrug.

Salling Group


I Salling Group har vi en klar ambition på klimaets vegne. Og udover alt det, vi selv kan gøre for at nedbringe CO2e-udledningen i drift af butikker og produktion af de varer, vi sælger, så vil vi gerne hjælpe danskerne til at kunne handle så klimavenligt i hverdagen som muligt. Det er derfor vigtigt for os, at arbejdsgruppens anbefalinger bliver omsat til konkret handling, hurtigst muligt – altså et klimamærke, der giver danskerne reel mulighed for at handle for klimaet.