EU har en fælles fiskeripolitik, da både fisk og fiskere bevæger sig på tværs af grænser. Fiskeripolitikkens formål er at skabe fri og lige adgang til at fiske i EU-farvande, i internationalt farvand og i tredjelandes farvand. 

EU’s fiskeripolitik skal samtidig sikre, at fiskebestandene udnyttes på et bæredygtigt niveau. Den skal desuden bidrage til sunde økosystemer i havene ved at minimere fiskeriets negative påvirkning af økosystemerne mest muligt.
 
Fiskeripolitikken skal også bidrage til at sikre forbrugerne fiskeprodukter af god kvalitet, skabe en økonomisk sund industri og medvirke til at opretholde kystsamfund.

EU’s fiskerisektor er den tredjestørste i verden. Fiskeriet og forarbejdningsindustrien beskæftiger ca. 400.000 mennesker i Europa. 

Fiskerimulighederne fastsættes årligt i en forhandling mellem medlemsstaterne, så fiskerne ved, hvor meget de må fange det næste år af de forskellige arter. EU-Kommissionen forhandler også om fiskerimulighederne med andre lande, som EU deler farvande med, bl.a. UK og Norge.

Kontakt

EU og internationalt
eui@fvm.dk