Fødevareministeriet sikrer økologien gode rammevilkår gennem lovgivning og kontrol med den økologiske produktion, forarbejdning og handel med økologiske varer, og giver tilskud til økologisk produktion og forskning.
Økologisk landbrug udgør et alternativ til den traditionelle landbrugsproduktion. Økologi har en gavnlig effekt på natur og biodiversitet som følge af pesticidfri dyrkning, fraværet af kunstgødning samt en større mangfoldighed i afgrødesammensætningen. Økologi bidrager også til øget dyrevelfærd og er en innovativ sektor med fokus på udvikling af kvalitetsfødevarer. Økologi er derfor et tilbud til de forbrugere, som lægger vægt på fødevarernes kvalitet, produktionsmåde og miljø/natureffekter set i en helhed. Det er et stigende antal forbrugere villige til at betale ekstra for.
Danmark har i dag et velfungerende marked for produktion, forarbejdning og afsætning af økologiske produkter. Den økologiske fødevareproduktion er således i vækst, og det vurderes, at der er basis for yderligere vækst og værdiskabelse i økologisektoren i de kommende år – både i forhold til øget dansk produktion, forbrug og eksport.
Regeringen har derfor i Grøn Vækst aftalen fra juni 2009, prioriteret økologien som et indsatsområde. I alt er der afsat 2,4 mia. kr. til at understøtte en markedsdreven fordobling af det økologiske areal, der således kan vokse med 18.000 ha om året frem mod 2020. Derved kan det økologiske areal, udgøre ca. 375.000 ha i 2020.
I Fødevareministeriet arbejder vi aktivt for at sikre økologien gode rammebetingelser, bl.a. gennem lovgivning, kontrol, tilskud og forskning. Du kan læse mere her:
Økologiske produktion og handel er reguleret af en fælles EU forordning, som gælder for alle EU's medlemslande. Desuden har vi en særlig dansk økologilov.
Alle, der driver økologisk jordbrug skal have en autorisation til det.
Økologikontrollen omfatter både den økologiske produktion og forarbejdning og salg af økologiske fødevarer.
Fødevareministeriet yder tilskud til landmænd, der vil lægge om til økologisk produktion. Økologiske landmænd har også mulighed for særlige driftstilskud, og økologiske virksomheder kan søge tilskud til udvikling og fornyelse.
Det Internationale Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevarersystemer, ICROFS, koordinerer og følger den internationale forskning i økologisk jordbrug og fødevaresystemer.


