Planter
Danmark har tilsluttet sig FAOs internationale traktat om plantegenetiske ressourcer og dermed forpligtet sig til at bevare og sikre bæredygtig udnyttelse af de genetiske ressourcer i de danske fødevareplanter og deres vilde slægtninge. Sikring af de genetiske ressourcer er forudsætningen for at kunne udvikle plantesorter til fremtidige behov, f.eks. af hensyn til nye kvaliteter i fødevareplanterne eller af hensyn til tilpasning til klimaændringer.
I overensstemmelse med FAO-traktaten udarbejdes der handlingsplaner for arbejdet med de plantegenetiske ressourcer. Handlingsplanen handler om bevaring, bæredygtig udnyttelse, formidling, forskning samt internationalt samarbejde og administration. Handlingsplanerne er 3-årige, den gældende plan ”Den levende kulturarv” er for 2008-10.
Bevaring af de frøformerede fødevareplanter samt kartofler foregår i den fællesnordiske genbank, NordGen, som ligger i Alnarp, Sverige. Sikkerhedskopier opbevares dels på Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet på Århus Universitet (DJF) og på Svalbard i Norge. De vegetativt formerede opbevares på friland på DJF for grøntsagernes vedkommende og på Pometet ved Københavns Universitet for frugts vedkommende. På DJF er et projekt under udarbejdelse om registrering af de vilde slægtninge til fødevareplanterne, hvis bevaringsstatus man er usikker på. Projektet afsluttes i 2010. Sikkerhedskopier af de vegetativt formerede planter etableres gennem en støtteordning, jf. nedenfor. En indsats for bevaring af reliktplanter (gamle historiske planter) er påbegyndt i samarbejde med NordGen og Gl. Estrup Landbrugsmuseum.
Bæredygtig udnyttelse af de genetiske ressourcer varetages først og fremmest gennem en støtteordning for plantegenetiske ressourcer. Der gives tilskud til undersøgelse af de gamle sorters egnethed til miljøvenlig drift og til fødevarer samtidig med at der etableres sikkerhedskopier af de vegetativt formerede fødevareplanter. Projekterne skal også indeholde formidling. Resultaterne af projekterne skal indlagres i NordGen til offentlig benyttelse.
Den største indsats på formidlingsområdet er et projekt i samarbejde med Kulturministeriet om udarbejdelse af undervisningsmateriale om vores fødevareplanter til brug for forskellige niveauer i skolerne og for landbrugsmuseernes skoletjeneste. Projektet udføres på Gl. Estrup Landbrugsmuseum og afsluttes i 2010. I samarbejde med Gl. Estrup Landbrugsmuseum udarbejdes tillige en kulturhistorisk kogebog med skildring af den historiske udvikling i adgangen til råvarer i Danmark og den tekniske udvikling fra oldtiden til vore dage med eksempler på opskrifter fra de forskellige tidsaldre. Den udarbejdes i løbet af 2010.
Andre initiativer fremgår af ”Den levende kulturarv”, Fødevareministeriets handlingsplan 2008-10 for jordbrugets plantegenetiske ressourcer. Handlingsplanen administreres af Plantedirektoratet. Støtteordningen for plantegenetiske ressourcer administreres af FødevareErhverv, som også kan oplyse om de mange forskellige projekter.
Husdyr
Husdyrgenetiske ressourcer udgør en anden væsentlig del af jordbrugets genetiske ressourcer, idet disse danner basis for al animalsk fødevareproduktion. Denne produktion er baseret på få verdensomspændende racer inden for hver af de 5 betydende arter (kvæg, svin, høns, slagtekyllinger og ænder). For fortsat at have mulighed for at tilpasse den animalske fødevareproduktion til nye udfordringer, som f.eks. kan stamme fra klimaforandringer, klimatiltag, nye sygdomme eller fra ændrede forbrugerkrav, er det vigtigt at sikre mangfoldigheden af husdyrgenetiske ressourcer, herunder de udrydningstruede oprindelige danske husdyrracer.
Udvalget til Bevarelse af Husdyrgenetiske Ressourcer (Genressourceudvalget) varetager på vegne af fødevareministeren de statslige opgaver vedrørende koordinering af arbejdet med genressourcer hos danske husdyr. Fødevareministeren udpeger udvalgsmedlemmerne for 4 år ad gangen, og udvalget er sammensat af forskere, avlerrepræsentanter samt repræsentanter fra Miljø- og Kulturministeriet. Genressourceudvalget har de seneste år haft en årlig finanslovsbevilling på 3 millioner kr., hvoraf knap halvdelen har været anvendt til at støtte de udrydningstruede oprindelige danske husdyr samt avlerforeningerne, mens de resterende midler har været anvendt til opsamling og nedfrysning af sæd, æg og embryoner af de udrydningstruede husdyrracer til Genbanken, samt til oplysning og til drift af udvalgets sekretariat, som er placeret i Plantedirektoratet.
Genressourceudvalget har i 2009 udarbejdet ny ambitiøs 4-årig strategi samt 14 konkrete handlingsplaner, der alle kan relateres til de 4 indsatsområder i FAOs Globale Handlingsplan for Husdyrgenetiske Ressourcer og Interlaken Deklaration, som Danmark tiltrådte i 2007. Indsatsområderne omhandler overvågning og beskrivelse, bæredygtig anvendelse og udvikling, bevaring samt kapacitetsopbygning. Handlingsplanerne vedrører bl.a. udarbejdelse af avlsplaner, nødplaner for ophørsbesætninger, karakterisering, kortlægning, registrering og overvågning af racerne, nicheproduktion baseret på oprindelige danske husdyrracer, internationalt arbejde, udbygning og opbygning af Genbanken (sæd og embryoner) samt udvikling af nye intelligente tilskudsformer. Samlet set indeholder strategien en række nye tiltag, som alle bidrager til øget bevaring samt bæredygtig anvendelse af de oprindelige danske husdyrgenetiske ressourcer.
Genveje
- "Den levende kulturarv", Fødevareministeriets handlingsplan 2008-10 for jordbrugets plantegentiske ressourcer
- Plantedirektoratets arbejde med de plantegenetiske ressourcer
- FødevareErhvervs tilskudsordning
- DJF, Årslev, Institut for Havebrugsproduktion
- Plantedirektoratets sider om husdyrgenetiske ressourcer
- FAO's Interlaken Deklarationen
- FAO's side om plantegenetiske ressourcer
Kontakt
Planter:
Lars Landbo
Telefon: 45 26 36 49
E-mail: lbo@pdir.dk
Dorrit Krabbe
Telefon: 33 92 20 60
E-mail: dkr@fvm.dk
Dyr:
Specialkonsulent
Helle Palmø
Telefon: 45 26 38 88
E-mail: hpa@pdir.dk
Specialkonsulent
Kim Holm Boesen
Telefon: 33 92 20 90
E-mail: khbo@fvm.dk

