Produktion og forbrug af fødevarer udgør mellem 22 % og 31 % af EU landenes samlede udledning af drivhusgasser. Det viser opgørelser fra EU's Environmental Impact of Products (EIPRO) studier, og det er det, vi kalder ”fødevarernes klimaaftryk”.
Kød og kødprodukter er de fødevarer, som giver det største klimaaftryk efterfulgt af mælk, smør og ost. Europas samlede forbrug af kød og mejeriprodukter er således opgjort til at være ansvarlig for ca.14% af den effekt på den globale opvarmning, som det samlede forbrug i Europa forårsager. De laveste klimaaftryk kommer fra de plantebaserede fødevarer som frilandsgrøntsager, mel, gryn og brød. Klimaaftryk fra fisk og skaldyr viser stor variation med hummer og frosne pillede rejer, som de største klimasyndere, og muslinger som de mest klimavenlige. Fersk fladfisk ligger på niveau med kylling og svinekød, mens fersk vildtorsk ligger lavere.
Livscyklusvurdering
Fødevarernes klimaaftryk bestemmes gennem såkaldte livscyklusvurderinger. Når en fødevares klimaaftryk bestemmes, vurderes klimaeffekten i alle led af produktionskæden ”fra vugge til grav”. Det betyder, at det ikke kun er de klimaeffekter, der kommer fra produktionen på landbrugsbedriften, der medtages. Man medregner også klimabelastningen fra input (f.eks. importeret foder og kunstgødning) og output (f.eks. husdyrgødning der sælges til en anden bedrift). Desuden indregnes klimabelastningen fra transport, forarbejdning (udskæring, varmebehandling, frysning osv.) og emballering.
Spis flere grøntsager og mindre kød
Vi kan reducere madens klimabelastning ved at spise mindre kød og flere grøntsager. Udledningen af drivhusgasser er nemlig større ved produktion af animalske fødevarer end ved produktion af vegetabilske fødevarer. Kød er den gruppe af fødevarer, der giver anledning til den største klimaeffekt, med oksekød som den største synder med en klimabelastning der er 4-8 gange højere end for svine- og kyllingekød. Mælk er det animalske produkt, der har den laveste klimabelastning. For vilde fisk kommer det største bidrag til klimaeffekten fra den brændstofkrævende fiskeproces. Klimaeffekten af 1 kg vildtorsk er dog lavere end effekten fra 1 kg kylling. Andre faktorer som frysning øger klimabelastningen væsentligt.
Frilandsgrønsager og kartofler er de fødevarer med den laveste klimaeffekt pr kg produkt.
Klimavenlig mad er sund mad
Undersøgelser tyder på, at råd om kost og sundhed er i god overensstemmelse med de råd om kostændringer, der kan gives ud fra klimahensyn. Der mangler dog data om CO2 konsekvenser der er detaljerede nok til at kunne danne et autoritativt grundlag for at nyfortolke kostrådene i et klimaperspektiv.
Udsmid af fødevarer
Ifølge tal fra Miljøstyrelsen står de private husholdninger for 89% af det samlede madspild i Danmark. Tabet i husholdningerne ligger på 10-20% af de indkøbte fødevarer, hvor kød og mejeriprodukter ligger i den høje ende (18-20% ryger i skraldespanden). Husholdningerne har derfor brug for planlægningsværktøjer, der kan hjælpe med menuforslag og indkøbsstyring, således at spildet kan reduceres. Som en synergieffekt vil privattransport i forbindelse med indkøb ved bedre planlagte indkøb sandsynligvis reduceres.

