Økologi tager en række særlige hensyn til miljø, natur og dyrevelfærd og tillader færre tilsætningsstoffer.
Dyrevelfærd, ressourceforbrug, miljøpåvirkninger, landskabsæstetik, bioetik og fødevaresikkerhed spiller en væsentlig rolle i de forventninger og krav, som stilles til moderne jordbrug.
Derfor er der både blandt forbrugere og landmænd en voksende interesse for økologiske produktionsmetoder og økologiske fødevarer.
Særlige hensyn til miljø, natur og dyrevelfærd
Det er et vigtigt princip i den økologiske produktion, at landmanden ikke må anvende kunstgødning eller syntetiske pesticider (med enkelte undtagelser), og at dyrene skal have mulighed for naturlig adfærd, kunne få frisk luft og daglig motion, og have et naturligt dagslys i staldene.
Færre tilsætningsstoffer
Forarbejdede økologiske fødevarer må ikke indeholde syntetiske sødestoffer eller smagsforstærkere, ligesom der er tilladt langt færre tilsætningsstoffer end i konventionelt fremstillede fødevarer.
Således gælder en lang række detaljerede regler for økologisk jordbrug og fødevareproduktion.
Udvikling af økologien har gennem flere år været en del af regeringens politik - som et alternativ til den konventionelle produktionsform. Politikken har omfattet økonomisk støtte til omlægning, regulering og kontrol, rådgivning, produktudvikling, information samt initiativer til styrkelse af forskningen i økologisk jordbrug.


