Mindre Større Læs højt Print
Mindre tekst Større tekst Læs højt Print

Omstridt lov om kæledyr til debat

Som opfølgning på Baldersagen – hvor en person tidligere på året skød sin nabos hund, inviterede fødevareministeren i dag en lang række organisationer, offentlige myndigheder og rådgivende foreninger til debat om omstrejfende hunde og katte.

Hunden Balder blev skudt, da den strejfede på en anden borgers private grund. På baggrund af episoden inviterede ministeren i dag et bredt udsnit af interesserede parter i sagen, til en drøftelse af, om loven svarer til forventningerne anno 2012.

 

- Jeg kan jo se, at der er rigtig mange følelser og meninger involveret i det her spørgsmål, derfor tager vi nu fat på det. Denne lov er udformet på en tid, hvor kæledyr ikke havde samme status og tilhørsforhold til familien, som de har i dag, så det er kun naturligt, at vi tager en vurdering af, om denne ret til at aflive omstrejfende hunde og katte skal ændres, siger fødevareminister Mette Gjerskov.

 

Det er den såkaldte lov om mark- og vejfred, der under særlige omstændigheder gør det muligt at aflive hunde eller katte på sin grund, hvis man forud har advaret ejeren. Ministeren havde inviteret 23 organisationer, heraf seks offentlige institutioner og rådgivende organer.

 

- Jeg lytter til de argumenter, vi fik på bordet til et konstruktivt møde i dag, og så vil jeg på den baggrund beslutte, om der skal justeres på loven. Der har jo været livlig debat om det her også bredt blandt danskerne, så jeg synes, det er vigtigt at få alle aspekter frem i lyset, siger Mette Gjerskov.

 

Blandt deltagende på dagens møde var bl.a. Parcelhusejernes Landsforening, Dansk Skovforening, Dyrenes Beskyttelse, Kattens Værn, Politiet, Det Dyreetiske Råd og Danmarks Jægerforbund

 

Yderligere oplysninger

Kathrine Marie Steffensen, fødevareministeriet, tlf: 50 96 67 99

 

For kontakt til fødevareministeren
Allan Jørgensen, pressesekretær tlf: 20 91 59 01