Regeringen ønsker, at det skal være attraktivt at bo, arbejde og drive erhverv i alle dele af Danmark. Danmarks landdistrikter skal derfor udvikle sig, så de ikke taber pusten i det globale kapløb.
Fødevareministeriet gør en stor og aktiv indsats for udviklingen af de danske landdistrikter. Indsatsen foregår gennem landdistriktsprogrammet, der skal forbedre levevilkårene på landet ved at styrke de sociale, økonomiske og miljømæssige betingelser for livet på landet.
Gennem landdistriktsprogrammet giver Fødevareministeriet både tilskud til projekter, der skaber udvikling og beskæftigelse i landdistriktsområderne, og til projekter, der gør, at det bliver mere attraktivt at bo og vokse op i udkantsområderne.
Fødevareministeriets strategi er at lade vækst og erhvervsudvikling gå hånd i hånd med gode nærmiljøer, hvor det er attraktivt at bo og med gode muligheder for uddannelse i landdistrikterne.
De mennesker, som lever og arbejder i landdistrikterne, skal være med til at bevare dynamikken i deres nærområde. Derfor er det afgørende, at de, der bor i landdistrikterne, bliver inddraget i arbejdet med at sikre natur-, fritids-, uddannelses- og erhvervstilbud, så områderne bliver endnu mere attraktive at bo, leve og arbejde i.
Derfor har Fødevareministeriet givet de lokale kræfter direkte indflydelse på udviklingen i landdistrikterne gennem lokale aktionsgrupper, der skal være med til at skabe job og mere livskvalitet i landdistrikterne.


